At interessere sig for en såkaldt ‘hyrdekalender’ fra 1400-tallet er naturligvis en noget speciel ting, sjovt derfor at se bogen omtalt med enthusiasme i Weekendavsiens tillæg BØGER i dag på grund af en sjov fundhistorie. Vil man vide lidt mere om den interessant bog og dens relation til danmark kan man læse min note her om i NORDNYTT, Nordisk Tidsskrift for etnologi og folkloristik 84/2002.
En kvindelig dommer med burka? I de samfund, som pålægger kvinder at bære burka, vil det naturligvis aldrig forekomme, at en kvinde bliver dommer.
De danske dommere har erklæret, at det for dem handler om, at dommeren følger dansk lov, derfor er det ikke et problem, hvis en dommer bærer tørklæde.
Det såkaldte ’Dansk Folkeparti’ har som forsvar for deres tåbelige burka-anonnce fremført argumentet, at overdrivelse fremme forståelsen. I hvilken verden er det et gyldigt argument? Blandt fulde folk og nazister, men ikke i en demokratisk debat.
Vi har ikke brug for løgne i den demokratiske debat. Hvis hinduer, kristne, jøder eller muslimer vil kalde sig sådan, men underkaster sig dansk lov, tager vi dem på ordet.
Den gamle sang vi sang engang: Vil dansken i verden fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved at hans ånd er ej ægte, jeg tager ham ej i favn, gælder stadigvæk. Det er slet ikke en muslim, som skjuler sig – det er det såkaldte ’Dansk Folkeparti’, der i stedet for argumenter bruger løgn og overdrivelser.
Og det parti lader en dansk regering sig kuske rundt af! Og giver os mulighed for at tro, at de blot behændigt vil give Dansk Folkeparti, der med sit navn tager os alle som gidsler, skylden for de rådne synspunkter, der i sidste ende vil føre til døden for den solidariske velfærdsstat. At statsministeren tager afstand fra ’støttepartiet’ i den aktuelle sag som i andre betændte sager, virker som spin for galleriet uden praktisk betydning. Realiteten er jo, at Venstre og Det konservative Folkeparti nu med dækning i en ’undersøgelse’ prøver at finde en undskyldning for at føje den udemokratiske fortrop.
Citat fra avisen.dk: ”Peter Skaarup mener, at folket er med partiet og ikke med Uffe Ellemann og de andre kritikere, fordi en ny måling foretaget af TV2 viser, at et flertal af den danske befolkning går imod dommeres brug af tørklæder i retssale.” –
”En måling foretaget af TV2” kan for mig slet ikke konkurrere med domstolsstyrelsen i uafhængighed. Et demokrati er ikke karakteriseret som sådan ved standretter eller meningsmålinger.
Man skal ikke forveksle meningsmålinger med demokrati. Demokratiet har institutionaliseret domstolsvæsenet netop for at komme stemningsdomme til livs. Ingen skal dømmes efter en ”meningsmåling”. Ingen lov skal vedtages af en ”meningsmåling”, som slet ikke tåler sammenligning med en folkeafstemning og dens procedurer. Lige så lidt som der skal administreres efter ”meningsmålinger”.
Meningsmålinger kan netop få luft under vingerne af f.eks. et partis løgnagtige annoncer.
Jeg prøvede igår noget nyt her på WordPress - hvad de kalder gallery’. Men billederne synes jeg er lidt små, selv hvis man klikker på dem. Og her er et større!
Og da billederne også taler sandt i dag, kommer der et mere her, bare for at prøve det.
Egentlig bryder jeg mig ikke meget om de japanske kirsebærtræer - men en forårsdag ved solnedgang fra Lillerød Kirke, forbi Solvænget, Lillerød Skole og Kirkehavegård - den tur kan man ikke undvære!
Engang var samfundets elite det samme som adel. Adgangstegnet var fødslen. I demokratiet blev adelens priviligier afskaffet. Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har netop gjort op, hvor nutidens elite bor, og defineret eliten hovedsagelig efter indkomst. En mig noget ubestemt definition. For nu at lægge bestemmelsen lidt væk i kilometer, så ved vi, at medlemmerne af mafiaen er særdeles priviligerede og velhavende – vil vi derfor kalde medlemmerne for Italiens elite? Det er selvfølgelig interessant at vide, hvor de velhavende bor – men gem elitebetegnelsen til andet formål, f.eks. til at rubricere håndværkere, sportsfolk, sangere og videnskabsfolk.
I udsendelsen ’Den 11. time” i DR2 var der i går en udsendelse, hvor der blev fokuseret på en forfatter Andreww Keen, som er gået til kamp mod web 2.0, som han siger, er en trussel mod samfundet. Vi øder vor tid, vi spinder os selv ind i et net, i hvis garn vi en dag pludselig ikke kan komme ud af, med alle de oplysninger, vi ofte uafvidende sender videre og som ikke bliver glemt men tvært i mod gemt. Så maskinen en dag ved, hvad vi tænker, før vi selv ved det. Vi tror vi er på, men vi er bare på den, for kommunikationen ender blindt – i vort eget spejlbillede.
Ingen kan vel protestere mod, at vi skal være årvågne i vor brug af Internet, så langt så godt. Det er let at se alt det, enhver af os for vort vedkommende finder - er overflødigt – i andres beskæftigelse. Ikke enhver goddag mand-økseskaft debat er værdig at gemme på – men det er svært for mig at afgøre på andres vegne, hvor grænsen går.
Jeg ser på det positive lidt endnu. Hvordan skulle jeg uden Internet:
1. Have fået adgang til Aage Staffes indvendinger mod filmen ”Flammen og citronen”. Jeg behøver ikke engang skrive dem af, jeg kan lede dig direkte til dem.
2. Kunne se at bagtalelsen af Vilhelm Leifer stadig er lyslevende i slipstrømmen efter ”Flammen og citronen”, viderebragt af folk som ikke gider åbne en bog. Vilhelm Leifer: Min tid har jeg, fordi den er udgået fra det lokale bibliotek. På bibliotek.dk kan jeg se, at den stadig står på 54 biblioteker, men ikke på vores eget. En uhyre vigtig bog om besættelsen og dens efterspil.
3. Hørt om Pia Valentin Lorentzens digtsamling “Tilnærmelsesvis fraværende”, som hun har udgivet på eget forlag. En digtsamling, der åbner for et helt særligt univers. Hun gør sig ikke til med nogen kunstfærdighed og formår alligevel at spille rent. Vi venter på en anmeldelse!
4. Fået min fortælling om spånkurve verden rundt.
5. Været med til at udrydde løgnen om høvding Seattles tale.
6. Have ført debat, indrømmet mest med mig selv, om Kommunernes Landsforening
På grund af Anitas omtale af en særpræget kunstudstilling i Randers hos en cykelsmed - blev jeg ganske nostalgisk og fandt nogle billeder frem fra en udstilling jeg holdt i Randers Kunstforenings lokaler i en nedlagt møbelforretning i 1968.
Det var vel mit helt private ungdomsoprør. Sven Dalsgaard var foreningens konsulent, så det afhang af ham, om man fik grønt lys for at udstille - og det fik jeg. Og på den måde fik jeg lejlighed til at føre interessante samtaler med Sven i nogle år.
Mappen med billeder faldt selvfølgelig ganske fra hinanden ved berøring, den tids fotolim holder ikke SÅ mange år! Her er et par billeder, som måske kunne påkalde sig lokalhistorisk interesse, da bygningen ret hurtigt efter blev revet ned. Så øverst har vi et kig ind i udstillingen, i midten tager Hanne skiltet på vejen ind, og nederst er bygningen væk - symboliseret ved den gule røg fra en stor skorsten i baggrunden.
Jeg forstår ikke, hvorfor digte
ikke kan være en del af mediebilledet.
Trykt,lyd,levende billeder.
Ikke digterne, men digtene.
Alt muligt slipper ellers gennem filteret,
filtreret og ufiltreret.
Hvad er det som gør digte til en helt særlig
angstfremkaldende
afskyfremkaldende
kravfremkaldende kategori.
Mere tabu end nøgenhed.
Greenpeaceaktivister hænger højt oppe på kraftværket, journalisten ringer og spørger: Hvorfor er det lige I griber til så ekstreme midler? Pigen svarer, at det er nødvendigt for at få budskabet ud.
Og ja - uden det “ekstreme middel” havde journalisten jo ikke ringet vel?
Apropos KL som lockouter - Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlem i KL går nu ind for lockout, så nu er det igen en mulighed - hvem tager så spørgsmålet op, om KL bør kunne lockoute overhovedet, helt uden urafstemning og andre formaliteter - jeg har i hvert fald ikke tænkt at lægge mig i sovepose foran Kommunernes Landsforenings kontor. Jeg har skrevet mit læserbrev og så burde spøgsmålet jo være rejst, ikke? Hø - hø.
Jeg sendte torsdag et læserbrev til Information om Kl og lockout og det blev bragt lørdag. Men fredag hørte jeg så, at KL’s bestyrelse havde besluttet, at de ikke ville lockoute. Nå tænkte jeg så, så gider vist ingen beskæftige sig med mine overvejelser om, hvorvidt KL overhovedet bør kunne lockoute!
Leder så i dag efter en nærmere forklaring på KL’s beslutning, og sandelig, her er den, Nyhedsbrev af 28.4.08 fra KL! Og så viser det sig, at det er jo slet ikke nogen absolut afvisning af at bruge lockoutvåbenet, som er udsendt fra KL, man bevarer truslen intakt. Så debatten er stadig relevant!
Kan KL iværksætte lockout?
Per-Olof Johansson, Lillerød
Kommunernes Landsforening kan ikke, som alle bør vide, træffe bindende afgørelser på kommunernes vegne, bortset fra på lønområdet. Deraf hele balladen om i hvilket omfang kommunerne lever op til budgetaftalerne med regeringen. Men fører kompetencen på lønområdet til at træffe bindende aftaler automatisk til, at KL også har kompetencen til at iværksætte lockout udenom byrådets beslutning? Hvorfor er der ikke byråd, der føler sig gået for nær i den situation – hele processen vil komme til at køre udenom byrådet, der vil højst blive tale om en efterfølgende orientering om, hvad ”arbejdsgiveren” KL har besluttet og hvorefter man haver sig at rette.
Mer af Per-Olof Johansson om KL
Citat fra min artikel om KL som den fjerde statsmagt:
Lad så være, at KL mht til lønforhandlinger bør opfattes i advokatens rolle. Men hvordan kan det så ske, at KL gentagne gange kaldes “arbejdsgiver” (s.11). Det var en rolle for KL, hvis der var tale om et kommunalt fællesskab. At foreningen virkelig kan finde på at optræde som arbejdsgiver så man, da der skulle i værksættes en lockout mod socialrådgiverne i 1981 og hjemmesygeplejerskerne i 1995. Det var ikke en besked til byrådene om at træffe beslutning om at lockoute - spørgsmålet kom slet ikke op i byrådene, lockouten blev en realitet på (arbejdsgiveren) KL’s direkte ordre til borgmestrene. Urafstemning kendes ikke, skønt intet kampskridt vel burde kunne iværksættes uden kommunalbestyrelsens aktive medvirken ved egen beslutning.
Ingen besøg i dag, tak skal du ha’, hvad sker der?
I tjørnen allerede besøg af en humlebi og
en lille hveps af ukendt art.
Pælen på marken allerede besøg af en meget lys musvåge.
En tegning, måske farvel til vinteren, som aldrig kom.
Det mest flygtige hverdagen, som ellers anses for så solid.
Glemte lige: Orden skjuler verdens realiteter.
