Utilgængelig fortid…..

Der er ikke sket meget siden 1976, hvad angår arkivering…

 

Ved at læse i Politiken om forsvundne akter i Sundhedsministeriet må jeg gnide mig i øjnene: Hvad år skriver vi? Papirer i en stasadministration, bør selvfølgelig ikke blive væk – men iøvrigt er der vel ingen ting, som ikke arkiveres elektronisk? Jeg mindes da denne tegning, som jeg lavede til et af mine debatindlæg i Allerød Posten i 1976, hvor kommunen havde store mangler mht arkivering, og i hvert fald ikke ville bringe orden i de gamle sager!

Roald Als har et vellykket dagens tegning om emnet!

Indvielse af ny forkortelse

hn – til brug istedet for ‘han eller hun’-udtrykkket

Jeg tror det, men jeg ved det jo ikke.  I hvert fald skrev jeg om min lille opfindelse i bbs’en PolOnline den 9.2.1997, men andre kan jo have gjort sig samme fornuftige tanke. Faktisk kan man læse en tekst, selv om visse vokaler mangler. Nogle skriftsprog fungerer faktisk sådan, hvis der ikke er noget jeg har misforstået. Nå, og noget der er træls, der er når man sidder der og gerne vil vælge ligestilling og så skriver ‘vedkommende’ eller ‘han eller hun’.

Mit forslag er kort og godt at man jf. mit skiltforslag skriver ‘hn’, når ‘vedkommende’ ‘den pågældende’ enten kan være en hun eller en han. . Er det en ‘han’ betyder det han, er det en ‘hun’ betyder det hun. Lettere kan det ikke være!

Ud & Se med ny Standart

Litteraturmagasinet Standart fortalte ved udgivelsen af 23. årgangs nr. 2 om sin relancering ved et møde i København – for at vi på Sjælland skulle, og især jer københavnere skulle, få kendskab til dets eksistens. 30-40 mennesker var der vel klemt sammen i den lille bogcafé. Her hørte vi en af redaktørerne præsentere den redaktionelle linje, En digter, Knud Steffen Nielsen læste op, to kritikere, Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø debatterede situationen for de litterære tidsskrifter. Før, imellem og efter var der minglen, noget der sikkert især er udbytterigt for rygere, der ikke er så bordfaste.

Redaktøren fortalte, at ved en undersøgelse af landets (dengang) 500 biblioteker, var der 50 abonnenter på Standart! Så hører man om det nye nummer og erhverver et eksemplar og bladrer rundt og forundres. Hvis man er bibliotekar må dette tidsskrift da simpelthen være et, man SKAL have læst eller i hvert fald have indenfor rækkevidde! Den sædvanlige vise om, at man hurtigt kan bestille det hjem er netop i denne sag for langt ude! Det kan da godt være, at der er flere tidsskrifter, der kan smykke sig med undertitlen ’litterært tidsskrift’ end bibliotekerne kan være ajour med – der er ikke 25 andre med en lignende lødighed og bredde, det må slet og ret kaldes løgn, hvis nogen skulle påstå det.

Lederen har gode argumenter for at vi ikke kan klare os med avisernes bogtillæg, som jo oftest misforstås som litteraturtillæg, men langt fra er det. Som forfatter på den kant, hvor man ikke anmeldes, sender man dog ud fra en logik der siger, at ingen kan anmelde noget, de ikke har haft mulighed for at se, sin bog til anmeldelse i øst og vest, og selvfølgelig også til Standart. Også uden at opnå at blive anmeldt, vil jeg dog anbefale tidsskriftet til enhver litteraturinteresseret OG til enhver samfundsinteresseret. Litteraturen er jo ikke et lukket rum for litteraturens egen skyld. Medierne peger ud på begivenhederne mens litteraturen oftest peger på os selv, og vi er vel også en del af samfundet? Nummeret rummer meget mere end jeg endnu har kunnet nå at læse. Jeg skal blot nævne et par fristelser, der gå ud over de rene anmeldelser, som der er rigtig mange af: ’Uaktuelle’ portrætteringer af Joyce, Edgar Lee Masters og en Sigurd Mathiesen, jeg aldrig har hørt om. Per Aage Brandt med en ’Kritik af den rene litteratur’ – se selv efter..(28.6.09: ups indholdsforetegnelsen ikke på nettet endnu – kommer nok!)

Tue Andersen Nexø nævnte DSB’s tidsskrift ’Ud & Se’ som et eksempel på et blad, hvor der gives plads for litteraturen. Jo jeg kan godt huske et og andet derfra af den art – og dog også meget andet, som bare ligner så meget andet fra aviserne. Folk der interesserer sig for motorsport, køber et tidsskrift for motorsport. Folk der interesserer sig for litteratur køber ikke et litteraturtidsskrift i samme omgang. Måske kunne man give alle de forbandede ikke-købere et stød i maveregionen ved at omdele Standart i togene med et omslag fra ’Ud & Se’ – her er rigelig med horisont til at kunne leve op til den titel!

 

per-olof.dk

Anti antistof

dialogvignet c poj

 

-         Jamen anmelderen siger jo selv, at selvom man ikke begriber en pind af teorien om antistof, så fremmaner et udtryksfuldt ord en lille flig af kosmisk forstand hos lægmand og –kvinde.

 -         Det er jo ikke det samme som at man bør kunne få et ord med i laget?

 -         Hvorfor ikke? Jeg mener uvidenheden er en væsentlig drivkraft i kulturens udvikling. Jeg er da udmærket klar over den uendelige mængde af viden, der er gået mig forbi. Jeg læser avis hver dag, hører radio, ser tv, taler med andre, og hele tiden opfatter jeg, hvor uvidende jeg er. Og selv om jeg vidste meget mere, ved jeg, jeg mangler evnen til at samle det, den røde tråd mangler. Min plan indskrænker sig til denne: Jeg vil tage af bordet, jeg vil barbere mig, gå i bad, tage tøj på og se hvad dagen bringer.

 -         Så er der vel altid håb om, at man kan blive klogere?

 -         Det ser jeg frem til. Men det slemme er, at jeg jo allerede har en mening, før jeg er blevet klogere. Se nu i dag den artikel om antistof. Det er da noget, man som idiot ikke bør have en mening om – mens hele ideen med at skrive artiklen og med at skrive den anmeldte bog altså er at fremmane en forståelse.

 -         Jamen det må man så bare tage til sig.

 -         Ja og dog, for så kommer der alligevel disse overvejelser ved morgenbordet. Altså, Man har defineret noget som ”stof”. Man finder frem til noget, som skal defineres som dets modsætning, spejlbillede, men altså realitet, og kalder det ”antistof”. Mon ikke det var en bedre ide at omdefinere ”stof”, så at sige nedprioritere det, i stedet for at skabe forvirring med ord som ”antistof”. Stof forbindes i daglig tale med eksisterende, og har sin modsætning i ikke-eksisterende. Kan man så kalde noget, der er virkningsfuldt for ikke-eksisterende? Det såkaldte ”antistof” er åbenbart i høj grad virkningsfuldt, altså eksisterende.

 -         Det er vel nok en tankerække, der udspringer af, at du ikke har forstået, hvad der tales om.

 -         Jo men meningen var at fremmane en flig af kosmisk forstand, i stedet fremmaner man i hvert fald hos mig en kosmisk tvivl om hvorvidt de kloge ved, hvad de taler om.

 per-olof.dk

 Annette K. Nielsen: Antistof til eftertanke. Weekendavisens tillæg Ideer 19.6.2009, s. 4.

 Mit bidrag kan opfattes som en parafrase over min lille bog ”Samtale med tiden”.

Bjergtaget i Toscana

San Gimignano set fra Fattoria di Fugnano vingården            foto: c poj

Ordet ’bjergtaget’ er ikke så dårligt, skønt det vel må hentes op af glemmebogen. Den, som blev bjergtaget, skal vel forstås som en trolden eller ellepigen med den hule ryg fik lokket ind i bjerget og ikke slap ud til menneskene igen.
Efter en lille uges tur til Toscana, forstår jeg meget vel den, der bliver bjergtaget af Italien. Selv har jeg for flere år siden afskrevet Italien som land at besøge. Og så havnede jeg der alligevel.
Hvordan så administrere denne store oplevelse? For mig vil det være normalt  at indrette en større samling bøger om emnet og ’følge op’. Her står jeg alt for bevidst foran det store bjerg af litteratur og kunst, som jeg jo slet ikke magter at give overkommelige proportioner, så jeg prøver at lade som ingenting.
Inden rejsen var jeg hos en marskandiser stødt ind i en lille tynd bog med tegninger og små rejseberetning fra Italien. Prisen var intet at tale om i den store stak, den fulgt med i, og jeg bladrede da lidt i den, inden vi drog af sted, jo såmænd den lød interessant.
Se så til morgen får jeg fat i den og den folder sig ud. For lige dér har jeg jo været! Vi har gået i den gade og selv om bogens beretninger er skrevet for snart 50 år siden, så kan man ikke være mere enig med ham om San Gimignano: ”Byen er udpræget middelalderlig (ca 1200 – 1400) og er karakteristisk ved alle sine meget høje firkantede tårne, der stritter i vejret på en pudsig måde og gør i grunden stedet mere interessant set fra hovedvejen, man kommer fra, end når man står midt inde i byen, hvor man ustandselig skal lægge hovedet bagover, for at se til vejs ende på tårnene.” Vi så byen i det fjerne fra vingården Fattoria di Fugnano, og Poul R. sagde, han efter det besøg bedre forstod, at man kunne være uenige om, hvor mange tårne, der egentlig var i den by.
Bogen er skrevet af en Svend Albrectsen og hedder såmænd ”Italien”, med underteksten ”Genoplevet i tegninger og dagbogsblade.” Jeg kan også læse om hans besøg i Siena, glæde mig over hans bemærkninger om domkirken og dens omgivelser, ærgre mig over, at vi ikke fik tid til at bese rådhuset indvendigt. Men jeg kan nu bedre med indlevelse læse de øvrige afsnit, hvor jeg ikke fik sat min fod. Her kan man se, at tegninger kan give os noget, som vore mange fotos ikke kan få med. Det er heldigvis en ganske tynd bog. Jeg fik lidt turistlekture med mig hjem, for at kunne fastholde mere end hukommelsen umiddelbart ville tage imod, og der må det standse. En ting jeg dog vil eftersøge, er Pirandellos beretning eller novelle om sit år i Chianciano Terme, hvor vi boede og til sidst ikke følte os som fremmede. Små afsnit var anbragt rundt om på huse i den gamle bydel. Den har jeg endnu til gode, har blot en forestilling om, at den faktisk er oversat til dansk.

per-olof.dk

Albatros Rejser

Hotel Sanremo, Chianciano Terme - her boede og spiste vi godt.

Arne Herløv Petersen Epitafium

digtdig selv c poj

http://herlov.dk/epitafium.htm

Kommentar til Lars Bukdahls blog

Som situationen er, er et samtidigt digt vanskeligt at definere, formæssigt, alle muligheder er i brug.
Som teknik har jeg vanskeligt ved at forstå,at samtidige vælger sonetformen. Derfor var det med en vis forundring at jeg kunne læses AHP’s Epitafium uden at blive forstyrret af formen, forstå at den havde forløst noget i en vanskelig situation.
På Lars Bukdahl har den virket modsat: “I det stik modsatte hjørne ønsker sonetkransen, med jeronimuagtigt storhedsvanvid, at være en gravskrift for selve kloden, men snubler løbende i sin hule, stive og kluntede retorik og næsten totale mangel på konkrete billeder og iagttagelser.” Nu er retorik vel næsten et af de værste skældsord, man kan bruge over for digtningen, og det er en etiket, det er ganske let at sætte på andres beretning fra grænselandet. For digtet udspringer helt åbenlyst af en konkret oplevelse af den sig nærmende undergang. Jeronimus ser med en vis ro sin egen undergang i møde, men ser med helt andre følelser på den mer og mer sandsynlige ‘menneskets forsvinden’. Storhedsvandvid – er det ikke at afvise, at det er et ikke usandsynligt scenaria, der her rulles op for?

En helt anden sag er, at det er prisværdigt, at Lars Bukdahl i sin blog har besluttet at skrive de anmeldelser, der åbenbart ikke er plads til i avisen. En retorisk agressivitet er åbenbart den nødvendige motor – så er det op til læseren at sortere fra. Her får vi nævnt en masse tekster, vi ellers aldrig ville høre om.

Kommentar til Politiken 140609

Links til leder og kronik i Politiken 140609

Dagens leder i Politiken her den 14.6.09  ”Banksyge” har sikkert ret i, at Bagger-sagen udstiller bankers ringe dømmekraft. Men sidste afsnit burde nok være stoppet af “leder”-kollektivet:” Med sædvanlig dansk evne til fortrængning af realiteterne, har mange påstået, at finanskrisen er kommet til udefra. Den triste kendsgerning er, at danske banker med deres uansvarlige udlånspolitik selv skabte den situation, de nu er havnet i, hvor de udelukkende kan overleve med massiv statsstøtte. “

Skulle lederskribenten have ret heri, vil det logisk sige, at finanskrisen for Danmarks vedkommende kunne være flyst, hvis danske banker havde optrådt ansvarligt. Mon ikke det er en kraftig overdrivelse? Allerede første kommentar på Politikens hjemmeside skyder argumentet i sænk!

Dagens kronik i Politiken er skrevet af Jon Bang Carlsen. Kravet om normalitet i opførsel får sig et skud for boven. Og Inge og Sten har da forlængst lært os, at det normale har vide grænser.

Men altså – står man med en makrel højt hævet i en kø af andre mennesker, er det da meget fornuftigt og forhåbentlig acceptabel normalitet, at vise et vist hensyn til omgivelserne, evt. advare dem mod at støde ind i makrellen? Hvem ville ikke blive mopset ved at støde ind i makrellen og ikke en gang modtage et lille ‘undskyld’  fra makrelholderen?

Apropos henvisningen til Sandemose : – bør man betænke, at mordet i Misery Harbour på normaliteten højst sandsynligt var et indre opgør, som måske lykkedes litterært for “forfatterstemmen”, men som næppe blev fuldført i virkeligheden, jf. Jørgen Sandemoses bog om faderen.

Hvorfor læse en roman?

Romanen begynder c poj

Skal man ud og rejse, er det en god ide at sætte sig ind i diverse køreplaner. En lignende rationel begrundelse for at læse en roman gives næppe. Ikke desto mindre læses og skrives der et hav af romaner. Mange nye er til rådighed, men også stadig de gamle, så den, som læser, er enten selv udsat for at skulle væl-ge eller offer for andres valg.
 For forlæggere og boghandlere handler det om at sælge ud af det nyeste og hvad der er på lager – der reklameres ikke for, hvad der må opsøges på biblioteker, antikvariater og loppe-markeder. Selv når et antikvariat udgiver et litteraturtidsskrift til gratis omdeling, handler det ikke om gamle bøger, men om de nye. Medierne følger villigt efter disse sælgere, fordi ”nyhe-der” anses for det fornemste kriterium for medierne – TV eller aviser.
Selvom man læser meget, kan man derfor komme ud for at føle sig på noget af et sidespor, når samtalen falder på bøger. Som nu lige for tiden, hvor nogle kriminalforfattere er rigtig i vin-den. Nej ingen navne nævnt! Måske læses dette mange år efter nedskrivningen, hvor der er nogle nye i vinden, og så kan læse-ren passende tænke på netop dem.
Ved en fest forleden faldt talen på disse populære bøger og deres aflæggere filmene, og jeg kunne ikke bidrage med andet, end at jeg var udenfor. Tilfældet ville dog, at jeg faktisk for en sjælden gangs skyld var i gang med en kriminalroman, men nu var det jo ikke genren som sådan, vi talte om. Og egentlig ved jeg ikke, om bogen falder ind under, hvad man i dag kalder en krimi. Jeg gætter blot på det, da forfatteren er Graham Greene. Jeg har af ham engang læst ”Den menneskelige faktor”, som jeg ikke husker en dyt af. Nogle noveller fra Afrika af ham mener jeg også at have læst.
På den daglige cykeltur mødtes jeg på et hjørne af et lille lop-pemarked, som børn havde sat i scene. Her til søges vist endnu ikke polititilladelse.
For den gensidige morskabs skyld stoppede jeg op og beså va-rerne. En skål, diverse kasserede turistsouvenirs, videobånd – og så en masse bøger. Vejret strålende forårssolskin, så alt kunne ligge udbredt på græsset. Jeg måtte da kunne finde en bog og glæde dem med at købe. Erik Nørgaards bog fra Lade-manns Forlag om dansk film måtte jeg skuffe dem med at jeg allerede havde – suppleret med den oplysning til deres forun-dring, at jeg da kendt forfatteren personlig. Flere bøger kom op af bæreposerne – nå det er historie, jeg er interesseret i? De øvede sig rigtigt på at være professionelle sælgere. Til sidst valgte jeg Graham Greens ”Farligt otium”. For en pensionist en lokkende og eventuelt relevant titel. Dertil kom, at den er over-sat af Karen Blixens sekretær  Clara Svendsen, som jeg fore-stiller mig ikke gik ombord i hvad som helst. ”Travels with my aunt” har forfatteren selv kaldt bogen, hvilket åbenbart har lydt for fredeligt på dansk.
Børnene blev ganske tilfredse med at jeg uden protester betalte deres horrible pris på bogen. Derfor læser jeg den nu og er snart færdig. Den er lidt spændende, men mest underholdende ved at jeg morer mig og ler et par gange pr opslag, på grund af fortællemåden eller af kuriøse detaljer. Den må være et fund for en god gammeldags oplæser uddannet på Det Kgl. Teater. Jeg kan høre ham!
Havde jeg nu haft evner for lange citater, havde jeg måske haft en chance der ved festmiddagen. Skønt jeg, nået til side 188 endnu mangler at finde ud af, hvad bogen egentlig handler om? Er der begået en forbrydelse? Af hvem i så fald? Er tanten i virkeligheden hovedpersonens mor? Er tanten forbryder eller offer? Eller skal den danske titel antyde, at det er hovedperso-nen, den pensionerede bankmand Pulling, der ender med at være offeret? Måske må jeg vente på svaret til side 262, men indtil da læser jeg videre af hensyn til børnene og fordi jeg har tillid til bogens realistiske detaljer og dens humoristiske fortæl-lemåde.

per-olof.dk

Siena – rejse ud og komme hjem

Et skævt blik på rådhustårnet i Siena c poj

Nej, tårnet på rådhuset i Siena er ikke begyndt at ligne det skæve tårn i Pisa. Men en skæv indgangsvinkel til det velkendte kan ofte være nødvendig for at se hinsides konventionernes slør. Det har været paratviden i mange år: At Københavns Rådhus var inspireret af rådhuset i Siena. Mod egen forventning, jf. hvad jeg skrev i ‘Røde Erik på langfart’ om at have afskrevet Italien som rejsemål, sidder jeg en dag alligevel der og ser på originalen. Storebror joker om at komme hjem til Allerød, som netop har ladet sit rådhus fra midten af 1970′erne jævne med jorden, og remse alle de rådhuse fra 15 og 1600-tallet , som han  har beset i Toscana, og som altså fortsat består trods invasioner og lokale krige.

Og så: Hjemme igen. Mine strøtanker efter hjemkomsten er vist nok skrevet før – og bedre. Jeg kan ikke lige finde eksemplerne frem – og må så selv igang. Det er jo kun et øjeblks indtryk, som hurtigt vil forsvinde, så jeg må slå til straks. Det er som at komme for sent til en fest, der allerede er godt igang. Jeg ivrig avislæser mein ganzen Leben, griber aviserne og finder dem på engang kedelige, overstyrede og indforståede. Jeg kunne nævne den ene sag og den anden sag – det er helheden, der klinger hult. Der bliver bare hældt i glassene -. Det er mig, den rejsende, som kommer ude fra virkeligheden, som møder denne hule gong-gong lyd fra en foregiven virkelighed. Aviserne er som ivrige købere i udsalgskøen – de vil frem foran alle andre og køber bare, fordi det er billigt og alle andre også vil have det. Se så på den gamle stabel aviser, det meste er som den trøje, der alligevel ikke passede eller som krøb i første vask. Var der ike engang en bog, som hed “Den medieskabte virkelighed”? Jo den findes, den virkelighed, hvis læseren eller seeren hopper på den. Hvorfor skulle vi dog det? Det er som når man pludselig opdager, man ikke er på opdagelse i virkeligheden på sin rejse, men bare et nummer i turistkøen.

Og så! BLOB! Nu er jeg her igen -.

Jeg henleder opmærksomheden på -

Fokusdigt 4 - c per-olof johansson

Vistnok affødt af Henrik Bandaks blog og egen situation:
Da der ikke kan være fuld offentlig opmærksomhed om alt og alle, træffes der nogle valg. Hvad offentligheden derfor ser er eo ipso det og de valgte. Det fravalgte, de fravalgte eksisterer jo ligefuldt. I hvilken forstand der kan tales om, at der er valgt rigtigt, vil veksle. I den grad det fravalgte finder veje for overlevelse, har eftertiden en mulighed for vurdering og omvalg.
Situationen for de fravalgte kan opleves som frustrerende. Det vil nogle kunne bruge til at ændre situationen, det kan afføde digte, skuespil, romaner og forbedrede opfindelser. At de valgte ikke er reddet fra frustration er en vis fødselsdagsperson et godt eksempel på. Mer vil have mer. Mange som offentligheden kaster sin opmærksomhed på, har selv søgt opmærksomheden, men ender med at opleve den som noget, de prøver at flygte fra, ikke altid let at forstå for de fravalgte.
Druk har været mange fravalgtes udvej ud af frustrationerne. Grænsen for hvornår en jævnlig rus bliver til druk og alkoholisme er individuel og kan først beses efterfølgende – og for sent. Som det danske samfund hidtil har artet sig som velfærdssamfund, har selve overlevelsen dog ikke været problemet. Derfor har de fravalgte haft muligheder for at udfolde sig trods den manglende opmærksomhed. Hvor stor er offentligheden? Vil den fravalgte stille særlige krav til sin offentlighed er han eller hun naturligvis på den. Med Internet og print-on-demand er der i hvert fald for forfattere muligheder som aldrig før. Der er nemlig mange forskellige offentligheder, i modsætning til hvad medierne prøver på at bilde os ind, i deres objektiv er der kun en offentlighed, der tæller: deres egne brugere.
Det er godt, at der er andre, selv om nærmere beskrivelse nok kræver et særligt fag! Det vil være selvmodsigende at forlange, medierne skulle have en særlig rubrik for det og de fravalgte. At slå sig op på at være fravalgt, virker kun et øjeblik, hvis det overhovedet virker. Derved bliver det fravalgte jo blandt det valgte osv.

Læs dette apropos: Den ukendte bestseller - når nu Jussi osse bor i Allerød!

Dette er nok osse et apropos. Det er en let forsinket kommentar, som jeg før ferien sendte til Politiken. Jeg formoder, det ikke blev trykt:

 

Boghandel forandres – som alt andet.

 

Per-Olof Johansson

 

Første reaktion på Bibliopaten, Jes Stein Pedersens klumme i  Politiken 290509  -er selvfølgelig: Hvor har han ret!Men har han ret? Har han ret i at om 30 år er vi henvist til at opleve boghandlen på Frilandsmuseet.

 

Læs videre her: Boghandel forandres -