I dag læser Kulturministeriet , kulturministeren Politikens tillæg ‘Kultur i byen’. Selvfølgelig først om sig selv, men to sider af Lars Hedebo Olsen om udstillingen ‘ Laboratorium for flet’ på Sophienholm, Sophienholm Kulturhal undgår næppe hans opmærksomhed. Hvis jeg nu leger tankelæser, vil jeg tro, han tænker, hvad der egentlig blev af opgaven med at indkalde yderligere ideer til, hvad der er dansk immateriel kulturarv såsom kurveflet, som kulturministeriet havde lovet skulle ske i 2021? “Det må jeg huske at spørge om på mandag”, tænker han… Gad forresten vidst, hvem andre end jeg, der har interviewet hans far? Det gjorde jeg til bogen om ‘Lillerød Lervarefabrik’, der stod han nemlig i lære. #lillerødlervarefabrik
Keld Jørgensen, Jens Chr. Kloster blæser..Http://lafak.dk
Fra dagbogen:
Tak til Frederiksborg Amts Avis for omtale. Det var stort for mig at kunne bringe en hyldest til arkivar i Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Birthe Skovholm til ledsagelse af lurmusik af mestrene Keld Jørgensen og Jens Chr. Kloster!
I et essay ‘Barndommens famlen’ nævner Jacob Paludan ‘et skånsk- dansk faktotum’ som barnepige i familien. Det er kendt, at der var mange svenskere som tjenestepiger i Danmark.
Et citat fra min bog ‘En tid med spånkurve’:
I 1890 var 4,13% af den københavnske befolkning født i Sverige. I hele landet var der dette år 33.802 personer født i Sverige. Den svenske ambassadør i Danmark 1908-14 Ernst Günther skriver i sine erindringer herom:” Vid mitt tillträde som minister ansågs antalet svenskar i Köbenhamn uppgå till omkring 19.000. Av dessa voro en stor del hantverkare, i synnerhet skräddare och skomakare, men de långt flesta voro daglönare och tjänestfolk, de senare huvudsakligen kvinnliga, vilka stodo högt i anseende hos de danska fruarne, och föredrogos av dem framför de danska tjänarinnorna.”
Er der nogen der kender beretninger fra eller om svenske tjenestepiger i Danmark?
Jeg ved, at både min farmor og min faster har haft perioder i Danmark som tjenestepiger, men intet er nedskrevet.
Foto: Min farmor Sissa f. Jönsson fotograferet da hun var tjenestepige på Lolland, sidst i 1880’erne. Ifølge min faster var kjolen lånt af hendes arbejdsgiver i dagens anledning!
Immigrantmuseet – Migration Museum of Denmark ..har beretninger om forbryderne..
In 100 years 1870-1970 millions of Swedish splint/chip baskets were in use in Denmark. A lot of them although made in Denmark – by Swedes! My mission is to tell the story. And then come all basketweaving as well!
1. 50 år er ikke lang tid at være kommune i, og slet ikke hvis man også udstyrer sig med et nyt navn. Det er Allerød et godt eksempel på. Hvis kommunen dummer sig og holder budgetseminar på Oslo-færgen kommer kommunen på forsiden. Mange læser Jussi Adler-Olsen, men hefter sig kun marginalt ved, at hovedpersonen Carl Mørck bor i Allerød. Og så har kommunen endda gode Danmarks-historiske ting at brande sig med, Brudevæltelurerne endda verdenshistorisk, men det er som om kommunalpolitikerne ikke vil kendes ved det. Jeg har prøvet at foreslå, at man skulle brande sig med viden. Men det er som om flertallet af alle de ellers højtprofilerede kändisser, som bor i kommunen, som kunne gå foran i et sådant projekt, her hygger sig med at være anonyme. Aage Haugland var et dejligt eksempel på den modsatte holdning. Billedet: Kongedyssen i Tokkekøb Hegn Brudevæltelurerne Bastruptårnet Lynge Kirkes kalkmalerier https://lnkd.in/edKX_GDB
2. Jeg hyggede mig siden med at lave en liste med hvad jeg tænker de fleste kender, men som de måske ikke forbinder med ‘Allerød’. Jeg administrer på facebook en gruppe ‘Allerød – før og nu’, hvor listen naturligt hørte hjemme. Det gav en interessant reaktion, en hel stribe af supplerende forslag. Nu havde jeg jo især tænkt på hvad folk uden for kommunen burde vide, så mange af forslagene følger ikke den idé, men afspejler, hvad vedkommende synes bemærkelsesværdigt. Som regel hører vi om alle de grimme tråde på facebook. Denne er hidtil kun underholdende, intet andet af mine utallige opslag på facebook har oplevet noget lignende.
At se verden i nyt lys..sker heldigvis hver dag..men noget jeg tit nævner, er, da min far lukkede vores lille fabrik, der lavede spånkurve. Jeg var 28 år og så pludselig mit liv som en del af et nu afsluttet kapitel. Jeg ejede knapt en kurv, begyndte at samle, skrev historien, og så en dag, at der også var andre kurve, hvis historie ikke er fortalt, også dét var at se verden i et nyt lys og slet ikke let at formidle. At jeg ser verden i nyt lys, er ikke nok. Stenalderen fik sit navn, da Jürgensen Thomsen i 1818 så verden i et ny lys, og den kender alle. Kurvealderen er her endnu, men usynlig for historikere i Danmark. Musikken kunne være Ella Fitzgerald synge ‘My little yellow basket’ fra 1941. – og den kom i en version, jeg ikke kendte: ‘I found my little yellow basket’. Lad os tage det som et godt tegn!
Jeg har hørt om romanforfattere,der fortæller, at de aldrig genlæser egne bøger. Jeg har udgivet en del bøger, egne og sammen med andre, og vender da tit tilbage til dem. Internettet har jo givet gode muligheder for at genbruge, når anledningen er der.
De seneste år er det især ‘En tid med spånkurve’, som jeg vender tilbage til. Sjovt nok fordi jeg ser den som led i en større og iøvrigt ufortalt historie, den manglende historie om kurve i Danmark i det hele taget. Det havde jeg ikke øje for, da jeg startede mit projekt med spånkurvene omkring 1970.
Selv er jeg blevet en del af historien i kraft af det sprog, jeg har bevaret. Det har jeg for så vidt været bevidst om længe, rigtig bevidst om det blev jeg dengang, jeg her vil fortælle om.
Allerød havde engang venskabsbyer, den svenske var Älmhult, en storkommune hvori også Virestad indgår, og der kom min oldefar fra. Sproget der og sproget i det sogn i Skåne på den anden side af grænsen til Småland, hvor han flyttede hen, og som jeg regner for vores stamsogn, er ret ens. Folkedansere fra Älmhult skulle komme på besøg, og jeg blev spurgt, om jeg ville komme og hjælpe til med at sætte stole op. Jeg folkedanser ikke, men havde været med dem til Älmhult en enkelt gang. Selvfølgelig ville jeg det, og så blev jeg inviteret med til spisningen. Så rejser formanden sig op og siger, at nu tror Per-Olof, at han er inviteret for at hjælpe med at sætte stole op, men meningen er, at han skal holde en lille tale her, så I kan høre, hvordan jeres forfædre talte!
Men da jeg nu som led i det svenske projekt ‘Korgen lyfter’ har holdt et foredrag om spånkurvene i Danmark i deres YouTube serie, er mit sprog dokumenteret og indgår i historien om udvandringen på lige fod med kurvene selv. Jeg har før fortalt historien i Sverige, men en optagelse gør for mig en forskel.
I går så jeg flere film på YouTube om indianske kurvemagere, der anvender black ashes, asketræ til deres spånkurve. Tager min bog og sammenligner mig med dem, selvom jeg ikke kan lave en kurv, jeg er en traditionsbærer.
Pludselig kan jeg så se bogen i nyt lys. Der er mange billeder i bogen, og det jeg ser, er billedernes historie. Under hvert foto står naturligvis, hvor jeg har det fra. Dermed er historien bare ikke slut. Der er to overordnede kilder, familiearkivet og egne optagelser. Mange af billederne har hver for sig sin egen historie, som jeg ikke har skrevet ned. Det interessante for andre ved at have skrevet den ned kunne være, at have et aspekt mere med af historien, end hvad vi præsenteres for i bogens kildefortegnelse. Så måske skriver jeg den en dag.
Et par eksempler. Lennart og Hilding på forsiden. Lennart fik et fotografiapparat i konfirmationsgave, så at han har det med på turen til stationen må betyde, at han hjemmefra har planlagt at fotografere, der hørte ikke taske til. Der blev taget et mere, lige efter tunnellen, da de kører tilbage til Lilladal med et nyt læs kurve der skal hankes.
Stregtegninger af kurverækken. Sikkert rigtig gammel, hentet fra hovedet på regninger fra C.Johansens efterfølger. Forlægget det foto fra 1890’ernes begyndelse, som farfars brors kone gik rundt med, når kurvene skulle sælges.
Kalkmaleriet i Knislinge Kirke. Jeg havde åbenbart ikke haft fotoapparat med, da jeg så det første gang, så jeg måtte bede præsten om at tage et for mig, da jeg skulle udgive bogen. Engang da vi skulle gense kalkmaleriet, var der gudstjeneste, og vi blev i døren mødt af præster i fuld ornat og var parat til at vende, men blev inviteret indenfor, da jeg fortalte, hvorfor vi var der. Hele menigheden sad samlet, og kordegnen gav sig til begejstret til at fortælle om vores ærinde om Dorotheas kurv, som han aldrig havde skænket en tanke, og jeg måtte på stedet holde et miniforedrag om spånkurve og udvandringen til Danmark.
Det næste foto med kurven fra 1890, der er kurvens historie fortalt i billedteksten. Men foto blev først taget, da jeg efter påtryk fra Stig besluttede at bogen skulle være med farvebilleder. Jeg garnerede optagelsen med et langt kludetæppe, jeg købte på en svensk auktion med henblik på at bruge det, når jeg udstillede kurve. Den auktionshistorie, som jeg før har skrevet om, ville jeg så gentage, da den handler om købet af to helt særlige kurve, hvoraf den en er med i bogen. Den anden, en kurvekuffert med et helt særligt indhold, blev reserveret til at fremdrages ved mundtligt foredrag, så den kommer ikke med her.
”UNESCO’s 2003-konvention sikrer den immaterielle kulturarv – eller den levende kulturarv, som den også kaldes. Den levende kulturarv er vigtig, og vi skal værne om den. Den er en del af det, der former os som mennesker og binder os sammen i fællesskaber. Man kan ikke bevare levende kultur på samme måde, som man kan bevare en gammel kirke eller et landskab. En madtradition eller en folkedans eksisterer kun, hvis mennesker udøver den.”
Således formuleret på Dansk Folkemindesamlings hjemmeside. Folkemindesamlingen er af Folketinget udpeget til at varetage indformation og indsamling i henhold til konventionen, som Danmark tiltrådte i 2010. Men det er Kulturministeriet som udarbejder de lister med emner, som Folkemindesamlingen skal indsamle interessenter efter. En første runde er gennemført i 2017-18, og det var annonceret, at der i efteråret 2021 skulle inviteres til igen at foreslå emner til listen. Nu skriver vi 2022 og endnu er intet sket. (Jeg har rykket!)
Stenalder, bronzealder, jernalder – det har vi styr på – takket være danskeren Jürgensen Thomsen, som i 1836 udmøntede de begreber som siden har fundet anvendelse over hele verden.
Det er de mennneskeskabte redskaber, som er begrebernes begrundelse, de redskaber som gennem tiden er faldet os i hænde fra fortiden, og som har kunnet finde vej til og opbevares på museerne.
Som et af menneskets første redskaber har sten ofte været nævnt – den sten mennesker kastede efter hinanden. Måske, hvem ved. Jeg kunne tænke mig at udvikle et andet begreb om de første tider. Fra min skoletid husker jeg begrebet samlere. En periode med samlere. Herfra er der ikke langt til at tale om kurvealderen. Og den er ikke slut endnu! Men kurvene forsvinder jo, de er ikke så tydelige som materiel kulturarv og som immateriel kulturarv opfatter vi dem ikke umiddelbart, men det kan vi jo gøre noget ved med UNESCO’s 2003 konvention i hånden.
I Danmark er kurve ikke et emne, som optager museumsfolk. Enkeltkurve til samlingen, jo vist, men ikke den store sammenhæng.
De bøger, der findes om kurve, er mest how to do, ikke med kulturhistorisk vinkel.
Hvis jeg tager fejl heri, lader jeg mig gerne belære.
Jeg fattede Jacob Ludvigsens bog ‘Danskernes egen historie – Hverdagsliv i det tyvende århundrede’- og fandt ikke en spånkurv blandt mangfoldigheden af ting. Ja ja spændende nok men altså! Ingen andre kurve heller.
Jamen så Bjarne Stoklund: ‘Tingenes kulturhistorie’. Spændende bog men kurve må jeg kigge langt efter. En artikel om kurvene i kulturhistorien kunne vel være nok så vigtig som artiklen om hø-rivens historie.
Men så da Svenska Turistforeningens bog 1987 om træ – spånkurven kunne være et oplagt eksempel – synes jeg. I hvert fald kurve overhovedet, men det er ikke faldet redaktionen ind. Også i Sverige er det de udøvendes sag at være optaget af kurve.
Den gamle Politiken-håndbog fra 1971 ‘Gamle danske håndværk’ kan selvfølgelig ikke komme uden om kurvehåndværket? Det har et anerkendt lav, som alle de andre gamle håndværk. På en udstilling i 2007 på Moesgård Museum, fik man et klart indtryk af, hvor mangfoldigt kurvehåndværket i Danmark har været, bortset fra, at Kurvemagerlauget ikke værdsatte spånkurve, skønt det var dem, der var flest af i perioden, så var de ikke med.
I bogen om gamle danske håndværk, dér figurerer ingen kurve, ikke en eneste. Hvert håndværk har sin bidragyder, og da ingen forsker beskæftigede sig med kurve, bortset fra H.P.Hansen i Herning, men han var død, så har den rare George Nellemann ikke fået øje på kurvehåndværket. Jeg holder af Nellemann af mange andre grunde, men denne udeladelse er en skandale.
Han er ikke alene, og spørgsmålet er, hvordan vi retter op på skaden, og hvorfor det blev sådan.
I Frankrig har de en person Roger Hérisset, der som jeg er vokset op i en kurvefamilie. Han har kunnet noget, som mine evner ikke rakte til. Han kan flette, og han er uddannet etnolog og forsker og har præsteret et fantastisk værk om kurve i Bretagne. Ingen kan være i tvivl om udøvernes håndværksmæssige kunnen og den kulturhistoriske betydning af faget.
I Danmark er kurvehåndværket istedet for en profession og et fag, blevet rubriceret som en fritidsbeskæftigelse under navn af husflid. I Sverige har det tilsvarende hemslöjd fået en lidt anden status, nærmest repræsenterende nationens særkende. Interessen for husflid i Danmark er på linje med interessen for folkeminder. Kan forslidte ord dræbe betydningen af områder i kulturlivet?
Pileforeningens navn lyder som et særhjørne af husflidsbevægelsen, men har udviklet sig til mere end det, den favner en bred interesse for kurve af hvad materiale, de end er. For flertallet en hobby, for en del et erhverv, og for en del også kunst.
Ikke desto mindre mangler vi kulturhistorikerne til at favne kurven både bagud og i samtiden. Læg fortidens snobberi bag jer og forstå hvilket værdifuldt område af kulturen, som her er blevet svigtet og negligeret.
Det er altså en uløst opgave at få kurven med i kulturhistorien i sine rette proportioner, fordi kurvene forsvandt. Vel var der også kunstfærdige kurve i min barndom i 40’erne og 50’erne – men ’en kurv’ var først og fremmest et nødvendigt redskab i enhver husholdning og på landet , på torvet til transport af varer og alskens ting og sager. I dag er en kurv et symbol på Internet for de varer du har samlet sammen, eller den er et stykke kunsthåndværk, eller et hobbyarbejde for kreative hænder. Den kan være en billig importvare, eller fabriksfremstillede kurve i plastic og metal, så det vrimler da stadig med kurve – dog uden større opmærksomhed. Set på verdensplan har en kurv udført i naturmaterialer i mange hjørner af verden stadig samme funktion som i min barndom. Det særlige ved en kurv er i dens oprindelse, at det er en beholder med hanke, bygget op ved sammenfletning det være sig af ens eller uens materialer. I årtusinder var det så naturmaterialer enten som de fandtes eller efter nærmere behandling – nu kan det altså være en gennemhullet plasticform, der skal ligne en kurv – og det kan altså sågar være et symbol på en hjemmeside ’gå til din kurv’. På Nationalmuseet kan du se kunstfærdigt udført keramik fra stenalderen og frem – du kan ikke undgå at mærke, at her har vi tegnene på kulturens oprindelse. En lige så vigtig komponent i kulturens oprindelse er kurven – den er bare forsvundet og kan derfor ikke umiddelbart indtage sin rigtige plads i montrerne. I Tutankhamons grav fandtes rige eksempler, allerede da med en lang forhistorie. Når der i dag er en spirende interesse for kurve, er det naturligt nok de kunstfærdige kurve, der høster opmærksomhed, og som kurveflettere giver sig i kast med. Men kulturhistorisk forekommer det mig vigtigt at pege på kurven som en nødvendighedsartikel – sandelig mange gange også med ganske kunstfærdige løsninger! For det betyder ikke, at fremstillingen var enkel. Steen H. Madsen har i et nummer af Pileforeningens blad med smittende entusiasme fortalt om fundet i Malmö af en 7000 år gammel fiskeruse og dens kunstfærdige udførsel. En ruse hedder det, men den hører med til kurveriget! Det er et enestående fund, som man søger en markant udstillingsmulighed for – for den er jo kun toppen af isbjerget. Karakteristisk er, at man måtte have fat i en nutidig kurvemager som ekspert ved udgravningen – for datidens flettere var som den tids keramikere eller en senere tids broncelursmede eksperter på deres område – slet ikke ’primitive’.
Da Museum Nordsjælland i marts måned 2020 foretog arkæologiske undersøgelser i forbindelse med et kommende boligbyggeri ved Åtoftegård i Gilleleje, blev der ligeledes gjort et helt usædvanligt fund. I halvanden meters dybde, på den gamle havbund, lå velbevarede rester af en 7500 år gammel fiskeruse, som Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget som et af det års vigtigste arkæologiske fund.
Men hvor får vi i dag på dansk grund fremvist kurvemageriets historie? Jeg har ikke opdaget hvor? I Landskrona kunne man i 2012 se en enestående udstilling, der præsenterede kurve fra oldtidens Ægypten og frem til nutidens kunsthåndværkere. Det var en meget komprimeret udstilling, hvor der nok var mange genstande, men hvor fremstillingen og anvendelsen af de enkelte kurve kunne have optaget alle museets samtlige kvadratmeter, hvis de skulle være ydet retfærdighed. Man kunne halvopmærksomt gå de tre sale igennem på 10-15 minutter – og der var stof til en permanent samling med behov for langt større tidsforbrug for publikum. Jo, jo det er sin egen vigtighed at holde fast i danske bastioner i fjerne lande. Men – at en så vigtig kulturmarkør som kurven er, er helt uden væsentlig opmærksomhed – det er for dårligt!
Derfor mener jeg, at kurven må med på listen over de immaterielle kulturarv, som der må arbejdes på at bevare. Der er traditioner for håndværket, som der kan arbejdes videre på og som der kan udvikles nyt ud fra. Hemslöjdföreningen i Sverige har i det forløbne år taget sagen op i et projekt de kalder ‘Korgen lyfter’, hvor de arbejder på formidling af de forskellige kurveteknikker, som er blevet brugt i det lange land og som bør holdes i live. Hvem tager området op i Danmark?
Jeg kan ikke undlade en mere personlig bemærkning som afslutning på dette. Jeg har besluttet mig for at kalde mig svensk-dansker, sådan som vi taler om svensk-amerikanere: dansker med svensk oprindelse, som man jo nok kan gætte ud fra mit navn. Det er som en lille anetavle. Per er farfar, Olof er morfar og Johan er farfars far og alle tre var kurvemagere. Bedstemødrene var det også. Min far var det , min mor var det. Morforældrene blev hjemme i Sverige. Min farfar og hans bror slog sig med familierne ned i Danmark. Det blev til en lille koloni af svenskere, som slog sig ned i Lillerød for at lave spånkurve, sådan som de havde lært det i hjemsognet i det nordlige Skåne. I 1890 var det blevet dem forbudt at gå rundt at sælge dem i Danmark og i stedet bosatte de sig, hvad der åbenbart ikke var problemer med. Mængder af spånkurve blev importeret fra Örkened af danske grossister i København, Odense og Aarhus, men der var altså også plads til denne kurvefabrik i Danmark. Nogle af kurvemagerne bosatte sig, andre var sæsonarbejdere. Min familie hørte til de bofaste. Spånkurven var en dagligdags nødvendighedsartikel, som i dag laves som kunsthåndværk af nogle få i Sverige, en egentlig produktion skal man til Polen for at finde. Plasticposerne og papkasser tog livet af spånkurvefremstilling i Danmark med min fars ophør med fremstillingen i 1970. Selv lærte jeg aldrig at lave en kurv, men jeg har skrevet historien i en nu udsolgt bog, ‘En tid med spånkurve’. En følge af denne beskæftigelse har jeg fået øje på kurven i almindelighed og har med denne tekst forsøgt at slå et slag for det forsømte hjørne af kulturhistorien.
KURVEN er den ene tråd i den historie. En anden er den underspillede historie om svensk INDVANDRING i Danmark. Jeg prøver at dække begge, men resultaterne er ikke mange. Her et af mine mange forsøg på at ‘råbe op’ i al stilfærdighed!
HUNDREDE ÅR UDEN FOR SVERIGE Indlæg i Dagbladet Information 9.1.2013…men må være skrevet år 2000. Kom til at indgå i forordet til ‘En tid med spånkurve’.
Hundrede år uden for Sverige 100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse Jeg fik en bog i hånden som hedder Hundra år i Sverige. Jeg faldt hen i dens svælgen i årtier, som man alle synes at kende, selv om ens bevidste liv kun omfatter lidt mere end halvdelen.
Havde bogen nu heddet Hundrede år i Danmark havde jeg vist ikke taget den til mig på den måde. Jeg ville finde skøjteturen overfladisk. Men min viden og mit forhold til Sverige er sådan, at selv om jeg kan nikke genkendende til meget, er der meget jeg er gået glip af.
Trods mit svenske navn kan man ikke kalde mig svensk. Havde nu mine bedsteforældre været sorte, havde jeg også været sort og ingen kunne være i tvivl om sammenhængen. Nu hænger min sammenhæng med Sverige ikke på farven og kræver forklaringer og udlægninger. Der er så mange i Danmark med svenske navne og det er ikke noget der diskuteres, eller som der tages udgangspunkt i. Det er bare navne. De er danske. Og jeg er selv sådan en. Kald mig Per Johansen og du er tættere på virkeligheden.
Samtidig med genkendelsen af personer og begivenheder i bogen Hundra år i Sverige slår det mig, at ikke blot mit eget liv men også familiens liv kunne samles under titlen Hundrede år uden for Sverige. At vi slet ikke hører med til den svenske historie. Vi er er noget endnu mere uden for end balt-svenskere og russisk-svenskere. Vi er ikke kun en glemt historie, vi er en afvist historie. Skønt det ikke har dækket vor egen opfattelse. Vor? Jeg vover at tale på andres vegne, om ikke andet de afdødes.
Fra Tyskland
Netop år 2000 kunne jeg fejre, at min farfars forældre kom til Danmark. Ikke fra Sverige for resten. De havde boet 11 år i Wolgast i Nordtyskland. Farfars far var kommet til Danmark engang i 1880’erne. Et par af hans andre sønner var fulgt efter, en af dem var død i Danmark på Kommunehospitalet i Købehavn. Farfars far vendte tilbage til Sverige og døde så vidt jeg ved der. Min far blev født i Danmark og blev dansk statsborger efter sit 18. år ved ikke at fastholde sit svenske statsborgerskab. Farfar måtte søge om at blive dansk statsborger, og det gjorde han. Min mor kom først til Danmark som 17-årig men havde aldrig tanker om at vende tilbage til Sverige og blev også dansk statsborger.
Hermed skulle den svenske historie være slut, som den er for så mange andre svenskætlinge i Danmark.
Men det blev hundrede år uden for Sverige i stedet for. Sverige blev liggende som en vældig magnetisk nordpol. Hvordan er det muligt, tænker jeg, i den grad at bilde sig ind man er ’med’ – når man dog rent faktisk er udenfor
Historien om, hvordan det kunne blive hundrede år uden for Sverige og ikke bare farvel til Sverige og færdig med det gemmer sig i det forhold, at det erhverv, familien havde slået sig på havde Sverige indbygget.
Farfars far var kurvemager, hans sønner kurvemagere, mine forældre kurvemagere. Flertallet af dem, de arbejdede sammen med om kurvene i de næsten 100 år, kurveeventyret varede i Danmark, kom også fra Sverige. Det holdt Sverige levende. Det var ikke i tal noget stort miljø, men det var et miljø som virkede som en sluse til det danske samfund. I årene inden Første Verdenskrig kom der til stadighed nye til, som efter en tid som kurvemagere fandt anden beskæftigelse i Danmark og gav plads for nye på værkstedet. Træet, der skulle høvles til spåner, var fyrretræ som blev købt i Sverige. De kurve man ikke selv kunne nå at producere blev importeret fra Sverige. Familiebåndene blev holdt i live.
Farfar og farmor kom med deres tre børn født i Wolgast til Danmark i år 1900. I Danmark fødtes en datter og min far. Familien flyttede ind hos farfars bror, som drev en spånkurvefabrik i Kvistgård ved Helsingør. To år efter flyttede de til Lillerød Station lidt nærmere København, nuværende Allerød. Her oprettede de en fælles kurvevirksomhed, hvor min farfar stod for produktionen og hans bror for salget. Heraf opstod et lille svensk miljø.
Mine ældste brødre, født i 30’ernes begyndelse talte svensk til de skulle begynde i skole. Familien lagde sig så mere bevidst efter det danske.
Det svenske lever
Hvordan holdt det svenske sig levende? Det er da klart, det er udvandet i dag 100 år efter, men det lever, selv om det er svært at lave statistik på.
Sproget er nok den vigtigste bro. Der blev talt svensk. Der blev læst svensk. Religionen og litteraturen. Svensk politik og den slags har jeg ikke indtryk af var vigtig, dér talte den danske virkelighed.
Jeg forsøger at følge den streng i forløbet, som fører til, at jeg sidder her og grunder over forholdet og min egen placering i forløbet. Jeg læser svensk hver dag, jeg hører svensk radio, ser svensk tv hver dag. Jeg tager tit på ferie i Sverige. Jeg taler en slags svensk, om ikke andet for sjov. Skrive svensk kan jeg ikke. En nevø er flyttet til Sverige og har boet der i over ti år, han er blevet en slags svensker og holder familien fast til ’den svenske forbindelse’, hvor familietrådene måske ellers var ved at blive lidt tynde.
Efter nogle år i min ungdom, hvor mine besøg i Sverige gjaldt begravelser, besluttede jeg mig til, at enten måtte det være slut med Sverige, eller også måtte jeg se mere aktivt på sagen. Mere end halvdelen af årenes ferie er blevet afholdt i Sverige.
Hjemme læste vi dagligt en svensk avis. En vane jeg tog med mig, skønt jeg skiftede Norra Skåne ud med Dagens Nyheter. En vigtig indgang til svensk kulturdebat og litteratur. Vi fik svenske venner på vor egen alder og med fælles interesser.
Folk på vej opad
Fra århundredets begyndelse dominerer indtrykket af Første Verdenskrig. Sverige havde langt større problemer end Danmark. Den danske gren af kurvemagerne har virket som folk på vej opad. Som et trin på vejen væk fra ’dårlige tider’. I stedet for at udvandre til Amerika kunne man nøjes med at tage til Danmark. Forhold der ændrede sig med Anden Verdenskrig. Så var Sverige landet i frihed og efter krigen landet på vej opad. Jeg er sikker på, jeg opfattede det som et lille Amerika. Det var ikke svensk hemslöjd man vurderede efter men efter ’moderniteten’.
Der blev mindre og mindre behov for spånkurve, plastic tog over, og i 1970 holdt min far op med produktionen. I dag er en spånkurv nærmest et ukendt begreb i Danmark.
Og Pang! 100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse. Sverige ved slet ikke, jeg er her og er sikkert også ligeglad, for der er ingen ideologi involveret, jeg skal ikke hjælpes ’hjem til Sverige’. Det er et helt privat projekt. Eller er det?
Jeg tror nemlig, der i Danmark er en hel del ’private projekter’ som mit, og kan nogle samle beskrivelsen af os sammen, så er det ikke slet så privat mere med disse ’hundrede år uden for Sverige’.
Vejen Kunstmuseum har fået den gode idé at kaste blikket på danske springvand. Jeg har skrevet om springvandet på Frederiksborg Slot. Det er en lang historie. Her kommer den kortere om springvandet på Banetorvet i Lillerød i Allerød Kommune, Det er udført af Boye Willumsen og afsløret i 1984. Her en lille historie om dets tilkomst:
Boye Willumsen, som havde påtaget sig opgaven, havde et problem: Hvordan får man vandet til at springe i forskellige højder? Leif Dalsgaard, gammel spejderkammerat, fortalte mig historien. Han var ansat på Lillerød Vandværk, som havde doneret værket til byen, og han havde fundet kunstneren dybt fortvivlet. Han så på udkastet og foreslog kunstneren at droppe ideen med forskellige højder og skære alle over i samme højde – og sådan blev det. Det er hvad jeg tænker på, når jeg hører udtrykket ‘at skære alle over en kam’.
*
Jacobsen var ingeniør, så derfor løste han problemet. Men først skulle det jo findes! ..Om springvandet på Frederiksborg Slot
Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår.
Ønsker du at være anonym i debatten, forklar mig så hvorfor. Forklaringen kommer ikke med på nettet.
Få besked på Twitter
Hvis du følger PerOlofDK på Twitter, får du besked når der er nyt på denne blog...
If hate is God
God hates you
Hate is a poison,
it kills you, your family,
your goal its self.
Hate creates hate,
makes hate your God.
If hate is God
God hates you.
democracy-handbook.org
Democracy-handbook.org is a free and simple, multilingual handbook for all who are interested in developing, maintaining, and spreading democracy.
Ja til sprog
– sproget øverst på dagsordenen i Danmark –
The Detective Collective
All music and lyrics composed by Bashu Naimi-Roy, with help from the collective, which includes Kian on drums, Zaman on guitar, and guest artists on guitar, vocals, etc.
per-olof.dk skriver...2 